Mål for faget engelsk
Formål
Formålet med undervisningen i engelsk er, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, således at de kan forstå talt og skrevet engelsk og kan udtrykke sig mundtligt og skriftligt. Undervisningen skal samtidig udvikle elevernes bevidsthed om engelsk sprog og sprogbrug samt om sprogtilegnelse.
Undervisningen skal skabe rammer for oplevelse, indsigt og samarbejde samt styrke elevernes aktive medvirken. Herved skal undervisningen bidrage til, at eleverne bevarer lysten til at beskæftige sig med sprog og kultur til fremme af deres videre udvikling.
Undervisningen skal give eleverne indsigt i historie, kultur- og samfundsforhold i engelsktalende lande og derved styrke deres internationale forståelse og forståelse af egen kultur.
Fagets mål
Sprog er et socialt fænomen, situationsafhængigt og med et indhold. Engelskundervisningen rummer derfor såvel en sproglig som en kulturel side, og faget har således både et færdighedsaspekt, et orienteringsaspekt og et holdningsdannende aspekt.
Undervisningen skal give eleverne mulighed for at kunne bruge engelsk som et internationalt kommunikationsmiddel og for at forstå, at sproget er et redskab, som både kan give dem del i værdifulde kundskaber og oplevelser samt muligheder for at udveksle tanker, holdninger, følelser osv. i et fællesskab.
Slutmål (efter 8. klasse)
Kommunikative færdigheder
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- forstå tilstrækkeligt for at kunne udføre almindelige handlinger i dagligdags situationer
- forstå hovedindholdet af lyd- og billedmedier om centrale emner
- stille spørgsmål og udveksle informationer og ideer inden for kendte og centrale emner og situationer
- fremføre et rollespil for tilskuere
- præsentere et forberedt emne i form af planche, lyd- og billedmedieproduktion eller rollespil
- referere i et enkelt sprog inden for kendte emner
- læse enkle personlige breve, meddelelser og instruktioner fra dagligdagen
- læse enkle skønlitterære tekster og sagprosatekster, bl.a. med støtte i lyd- og billedmedier
- uddrage informationer fra forskellige medier i tilrettelagte forløb
- udtrykke fantasi og oplevelser i et enkelt sprog i form af breve, historier, digte, beskrivelser og meddelelser.
Sprog og sprogbrug
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
- anvende almindelige omgangsformer på engelsk
- anvende et centralt ordforråd inden for nære og genkendelige emner
- anvende omskrivninger, når ordforrådet ikke er tilstrækkeligt
- udtale sproget, så det er umiddelbart forståeligt
- anvende en viden om centrale grammatiske områder, især ordklasser, ental og flertal og tidsangivelse ved hjælp af verbernes former, når fokus er på den grammatiske form
- stave hyppigt forekommende ord.
- Arbejde med forskelle på tale-og skriftsprog
Sprogtilegnelse
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
- udnytte nogle af de muligheder, der er for at bruge engelsk uden for skolen
- anvende enkle kommunikationsstrategier, herunder kropssprog og mimik samt omskrive eller bede om hjælp til at udtrykke sig
- gætte kvalificeret i forbindelse med lytning og læsning
- anvende en grundlæggende viden om læsestrategier, især skimming, skanning og læsning efter hovedindhold
- anvende computeren til kommunikation
- foretage "ord til ord" opslag i en ordbog
- udnytte en grundlæggende viden om skriveprocessens faser
- anvende et praktisk-musisk udtryk i forbindelse med en fremlæggelse.
Kultur- og samfundsforhold
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
- tale med om ungdomskulturer i engelsktalende lande, først og fremmest på baggrund af arbejdet med musiktekster, blade, film, tv og internettet
- kende til eksempler på kulturforhold og levevilkår i engelsktalende lande, især fra arbejdet med skønlitterære tekster og kunne relatere dette til deres egne forhold
- drage sammenligninger mellem bl.a. højtider, geografiske og historiske forhold i egen og fremmed kultur
- anvende engelsk som internationalt kommunikationsmiddel, først og fremmest i forbindelse med e-mail og samarbejdsprojekter.
Delmål (efter 4. – 5. klasse).
Kommunikative færdigheder
Eleverne skal arbejde med:
- Lyttefærdighed, bl.a. gennem brug af lydbånd, video og lærerens fortælling
- Opbygning af et klasseværelsessprog, fx indøvelse af en række faste vendinger
- Brug af sproget i situationer, hvor sprog og handling knyttes sammen gennem imitation, kommunikationslege, rollespil, sange, rim og remser
- Udvikling af spontan lytte- og talefærdighed ved at kommunikere med andre elever parvis og i smågrupper
- Læsning af korte og sprogligt enkle tekster, ofte med støtte i billeder og lydbånd
- At eksperimentere med skriftsproget (fx i form af billedtekster, ordlister, enkle breve, beskrivelser og meddelelser)
- Sætninger og udtryk anvendt i forbindelse med nære og genkendelige emner
- Svare på enkle sætninger om sig selv, skole og fritid
Sprog og sprogbrug
- Elevernes nysgerrighed og sproglige opmærksomhed er udgangspunkt for sammenligninger mellem dansk og engelsk sprog og sprogbrug.
- Hen imod slutningen af forløbet arbejdes der med de områder inden for udtale, rytme, intonation, stavning, ordforråd og grammatik, som er nødvendige for elevernes udtryksfærdighed.
Sprogtilegnelse
Det er målet, at eleverne udvikler deres bevidsthed om, hvordan de tilegner sig engelsk.
Dette sker ved, at de:
- Benytter engelsk mest muligt.
- Møder engelsk uden for skolen.
- Forsøger at gøre sig forståelige, selvom deres sproglige formåen ikke slår til, turde at gætte
- Gætter kvalificeret, fx i forbindelse med lytte- og læsetekster.
- Bruger kropssprog og mimik
Kultur- og samfundsforhold
Eleverne skal arbejde med kultur og levevilkår, først og fremmest i Storbritannien og USA.
Valg af emner tager udgangspunkt i det nære og genkendelige, såsom familien og dens daglige rutiner, boliger, tøj, mad, indkøb, skoler, dyr, interesser, fritid, ferier og højtider. De fleste af emnerne giver umiddelbart mulighed for at drage sammenligninger til egne forhold.
Både tekst- og billedmaterialer bør afspejle den engelsktalende verdens kulturer.
Elementer fra engelsksproget børnekultur inddrages, fx sange, rim og remser, lege, danse, spil og fortællinger.
Undervisningsplan
Beskrivelse af udvikling i undervisningen
Udviklingen i undervisningen fremgår af progressionen i de beskrevne delmål, som leder frem mod de beskrevne slutmål. Udviklingen kan kortfattet beskrives som følger:
4. - 6. klasse
Hovedvægten lægges på det mundtlige arbejde. Emneområderne skal være dels konkrete, dagligdags og virkelighedsnære, dels appellere til elevernes fantasi. Eleverne møder nye ord og vendinger i en helhed med fokus på at lytte, forstå og imitere. Der lægges op til, at eleverne opdager, hvad ord og vendinger kan betyde i forbindelse med, at de handler, fx synger, laver bevægelser, leger mm.
7. - 9. klasse
Sproget som et kommunikationsmiddel er i centrum med øgede forventninger til en forholdsvis præcis og nuanceret brug af og bevidsthed om sproget. Eleverne møder et større udbud af aldersvarende tekster, emner og aktiviteter. De arbejder efterhånden mere selvstændigt og med større grad af medansvar og medbestemmelse.